Fnat & behandling

BEHANDLING AF FNAT:

Når man først er sikker på, at de symptomer man oplever skyldes fnat, er behandlingen forholdsvis enkel og meget effektiv. De midler der bruges til behandling af fnat kan købes i håndkøb på apoteket( nix). Det er vigtigt, at alle i husstanden behandles over to omgange med en uges mellemrum. Udover behandling af familien skal alt tøj, tæpper og sengetøj også vaskes ved minimum 60 grader.

Derudover er det afgørende, at hele familien eller husstanden modtager behandling samtidig. Hvis behandlingerne forskydes risikerer man, at miderne kommer igen, fordi de har levet videre hos enkelte familiemedlemmer, og derefter smitter de resterende en gang til.

På trods af, at man behandles korrekt for fnatmiderne reagerer immunforsvaret stadig på rester fra miderne. Det er derfor helt almindeligt, at kløen forsætter i mindre grad i op til fire uger efter behandlingen. Kløen stopper når de hudlag, der indeholder miderne, er afstødte. De døde mider bliver nemlig i huden indtil de naturligt afstødes.

Hvem skal have besked?

Fnat er en enormt smittende sygdom, og derfor har man et ansvar, når man selv får fnat. Hvis man får informeret dem, man eventuelt kan have smittet, giver man dem muligheden for at søge læge og modtage behandling i god tid.

Man skal altså give besked til familie, venner og andre man har haft tæt kontakt med inden for den sidste måneds tid. Derudover bør man også informere børnenes institutioner, efterskole eller håndboldtrænere og lignende, da de sagtens kan have smittet andre. Det er vigtigt at tage sine forholdsregler, før mange børn risikerer at blive smittet.